Hun befandt sig tusindvis af kilometer hjemmefra, da hun fik beskeden: Hendes far var blevet indlagt efter at være blevet ramt af et alvorligt slagtilfælde.
Af den grund måtte den amerikanske skuespiller Luke Perrys datter, Sophie, angiveligt skynde sig hjem fra Afrika for at kunne være ved sin fars side.
Det oplyser en kilde ifølge det amerikanske medie People.
Sophie, der er 18 år, var ved sin fars side sammen med sin bror, Jack på 21 år, og resten af familien, da han sov ind mandag.
Han blev blot 52 år.
Det seneste billede, hun selv har delt på sin Instagram, var netop fra Malawi, hvor hun har tilbragt den seneste måneds tid med at rejse rundt. Det er ikke mange billeder, hun har delt af sin berømte far på det sociale medie, men nogle enkelte har sneget sig ind - og de vidner om et tæt forhold:
'Min far og jeg er i sandhed modeikoner,' skrev hun blandt andet til et billede fra oktober, hvor hun står i sokker i sandaler, mens Luke Perry er iført gummistøvler.
Et andet billede viser far og datter sammen i forbindelse med Sophies 'prom' (galla, red.), hvor Luke Perry giver hende et kys på kinden.
Luke Perry fik sine to børn med ekskonen Rachel 'Minnie' Sharp, før de to gik fra hinanden i 2003.
Siden delte de forældremyndigheden mellem sig.
Den amerikanske skuespiller, der især er kendt for sin rolle som hjerteknuseren Dylan McKay i ungdomsserien 'Beverly Hills, 90210', lagde aldrig skjul på, hvor stolt han var af sine børn.
Det fortæller hans kollega fra serien Shannen Doherty i et interview med People.
»Luke elskede sin familie. Han talte længe om sine børn og om, hvor stolt han var af dem. Han viste mig ofte videoer af dem. De var i hans hjerte, og for ham var de hans største bedrift,« fortæller 47-årige Shannen Doherty, der var nær ven af Luke Perry.
Også skuespillerinden Tori Spelling, som spillede sammen med dem i den populære tv-serie, er ked af det på vegne af hans børn:
»Jeg føler med hans børn, som han forgudede over alt. Han var så stolt af Jack og Sophie,« fortæller hun i en udtalelse til People.
Luke Perry blev indlagt den 27. februar, efter han var blevet ramt af et alvorlig slagtilfælde i sit hjem i Sherman Oaks, Californien.
Han lå indlagt under observation i fem dage, før han døde mandag den 4. marts.
'Han var omgivet af sine børn Jack og Sophie, sin forlovede Wendy Madison Bauer, ekskone Minnie Sharp, mor Ann Bennett, stedfar Steve Bennett, bror Tom Perry, søster Amy Coder og andre nære familiemedlemmer og venner,' lød det mandag i en udtalelse fra skuespillerens talsmand.
I udtalelsen takker hans familie for den støtte, man har modtaget:
'Familien værdsætter al den støtte og alle de bønner, der er blevet givet til Luke fra hele verden, men anmoder respektfuldt om privatlivets fred i denne tid med stor sorg. Ingen yderligere detaljer vil blive frigivet på nuværende tidspunkt.'