Der er fortsat fuld forvirring om lederen af Nordkorea, Kim Jong-un, og hans tilstand.

Nu forsøger den nordkoreanske avis Rodong Sinmun at mane rygterne i jorden ved at fortælle, at landets leder har givet lyd fra sig.

Det skriver flere udenlandske medier som The Guardian, CNN og AFP.

Det var i sidste uge, at rygterne om Kim Jong-un og hans tilstand første gang begyndte at florere.

I begyndelsen forlød det, at han var 'i alvorlig fare' efter en operation. Siden skrev andre medier, at han skulle være afgået ved døden. Efterfølgende har andre igen afvist rygterne – og senest har den øverste sikkerhedsrådgiver for Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, oplyst, at Kim Jong-un er 'i live og har det godt'.

Nu skriver den nordkoreanske avis Rodong Sinmun, at Kim Jong-un har sendt en hilsen og en tak til de arbejdere, der er i gang med at ombygge byen Samjiyon og arbejde på det enorme turistprojekt Wonsan Kalma.

CNN oplyser dog samtidig, at man ikke har kunnet få bekræftet ægtheden af meldingen – ligesom man ikke har kunnet få bekræftet, om hilsnen er kommet direkte fra Kim Jong-un.

Spekulationerne om Kim Jong-uns helbred er taget til den seneste tid, efter at han udeblev fra en mindehøjtidelighed for sin bedstefar, Kim Il-sung, den 15. april. Kim Jong-un er ikke set i offentligheden siden 11. april.

I begyndelsen af sidste uge bragte CNN en artikel om, at amerikanske myndigheder undersøger efterretninger om, at Kim Jong-un skulle være i 'alvorlig fare' efter en operation. Derefter har der været en stribe af modstridende medieberetninger, mens det nordkoreanske styre har været usædvanligt tavs om sagen.

En af de mest detaljerede historier om Kim Jong-uns helbredsproblemer kommer fra sydkoreanske Daily NK, et onlinemedie for afhoppere fra Nordkorea.

Det rapporterer dagligt om sagen og har skrevet, at den nordkoreanske leder havde gennemgået en hjerte-kar-operation tidligere på måneden og kom sig i en villa i den nordlige Pyongan-provins.

I artiklen blev det videre beskrevet, at Kim Jong-un, som formodes at være omkring 36 år, havde haft brug for hurtig behandling efter hjerte-kar-problemer relateret til overvægt, stress og heftig rygning.