Indholdet af en intern e-mail fra USAs forsvarsministerium, Pentagon, har ramt offentligheden.

Og det er både opsigtsvækkende og sprængfarligt.

I mailen skitseres muligheder for, hvordan USA kan straffe Nato-allierede, som set med den amerikanske regerings øjne ikke har støttet amerikanske operationer i krigen mod Iran.

Det oplyser en amerikansk embedsmand til Reuters, som har set den pågældende mail.

Ifølge nyhedsbureauet nævnes det blandt andet i mailen, at:

  • Spaniens Nato-medlemskab skal kunne suspenderes. Spanien har været et af de Nato-lande, som har været mest kritiske over for krigen mod Iran.

  • USAs holdning til Storbritanniens krav på Falklandsøerne, som ligger ud for Argentinas kyst, skal kunne ændres. Også Argentina gør krav på øgruppen.

  • De 'vanskelige' medlemslande i Nato-alliancen skal kunne forbigås, når vigtige og prestigefulde poster i forsvarsalliancen skal besættes.

Der står derimod ikke noget om, at USA skulle overveje at trække sig ud af Nato eller lukke amerikanske baser – som præsident Donald Trump ellers tidligere har truet med.

»Som præsident Trump har sagt, var de der ikke for os, på trods af alt, hvad USA har gjort for vores Nato-allierede,« siger Pentagons pressesekretær, Kingsley Wilson, da han af Reuters blev bedt om en kommentar til mailen.

»Krigsministeriet (som USAs forsvarsministerium er begyndt at kalde sig selv under Trumps anden præsidentperiode, red.) vil sikre, at præsidenten har troværdige muligheder for at sikre, at vores allierede ikke længere er en papirtiger, men i stedet gør deres del. Vi har ingen yderligere kommentarer til eventuelle interne drøftelser i den forbindelse,« tilføjer han.

Om USA overhovedet kan suspendere Spaniens medlemskab af Nato og i givet fald hvordan er usikkert, ligesom det heller ikke alene er op til USA at afgøre, hvem der skal have de magtfulde poster i forsvarsalliancen.

USAs forsvarsminister, Pete Hegseth.
USAs forsvarsminister, Pete Hegseth. Foto: Nathan Howard/Reuters/Ritzau Scanpix

Gennem hele krigen i Iran har Trump været meget kritisk over for sine Nato-allierede.

Selvom Trump tilsyneladende ikke fortalte sine Nato-allierede om sin intention om at starte krigen mod Iran, har han været utilfreds med, at de har nægtet at blive involveret – ikke mindst i at holde Hormuzstrædet åbent.

Storbritannien og Frankrig meddelte i denne uge, at de to lande er klar til at lede en rent defensiv mission for at hjælpe med at genåbne Hormuzstrædet, men først når forholdene tillader det.

Du kan følge udviklingen i international storpolitik og situationen i Mellemøsten i vores liveblog, som du finder lige HER.