Udadtil har Barack Obama udtrykt fuld til tiltro til Joe Biden. 

I kulisserne er sagen en lidt anden.

For ifølge The Washington Post har den tidligere præsident længe været bekymret over den nuværendes præsidents vinderchancer ved den kommende præsidentduel mod Donald Trump.

Og Joe Bidens famøse optræden i sidste uges tv-debat har kun gjort det værre.

»Barack Obama har i fortrolighed fortalt støtter, der har kontaktet ham, at præsident Bidens allerede svære vej mod et genvalg er blevet mere udfordrende efter den usikre præstation i debatten,« som mediet skriver.

Efterfølgende skulle Barack Obama have talt i telefon med Joe Biden, uden at The Washington Post dog kender det præcise indhold af den samtale.

Mediet udlægger videre, hvordan den tidligere præsident gentagne gange i de seneste måneder har understreget over for sin tidligere vicepræsident, at Donald Trump har en reel chance for at vinde valget til november.

Barack Obama skulle også ved møder have udlagt den republikanske modkandidats store styrker og opfordret Joe Biden til at styrke staben bag valgkampen. Hvilket ifølge The Washington Post skete efterfølgende, i januar.

Joe Biden (tv.) er stærkt udfordret i valgkampen og er blevet lovet hjælp af Barack Obama.
Joe Biden (tv.) er stærkt udfordret i valgkampen og er blevet lovet hjælp af Barack Obama. Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix

Samtidig har Barack Obama lovet at støtte Joe Biden frem mod valget, og de er da også allerede set sammen flere gange ved diverse arrangementer.

Og den siddende præsident kan tilsyneladende få brug for al den hjælp, han kan få, da presset mod ham har været voldsomt stigende siden tv-debatten.

Tirsdag meldte det første demokratiske kongresmedlem, Lloyd Doggett, således, at han mente, at Joe Biden bør trække.

Siden har B.T. onsdag morgen beskrevet, hvordan mange andre er på vej til at gøre det samme.

Fra Joe Bidens lejr lyder følgende udmelding til Washington Posts historie, om at Barack Obama skulle være bekymret:

»Præsident Biden er taknemmelig for præsident Obamas urokkelige støtte siden kampagnens begyndelse som både et kraftigt signal til vælgerne og som en betroet rådgiver.«