Lørdag aften tog Hillary Clinton ordet ved en sikkerhedskonference i München i Tyskland.
Ifølge Daily Mail deltog USAs tidligere udenrigsminister i et panel med titlen 'Den vestlige kløft: Hvad er der tilbage af fælles værdier?'.
Her var migration på dagsordenen, hvor 78-årige Clinton chokerede salen, da hun indrømmede, at migration var gået for vidt.
»Det har været forstyrrende og destabiliserende, og det skal løses på en human måde med sikre grænser, der ikke torturerer og dræber mennesker.«
»Og vi skal se på, hvordan vi får en stærk familiestruktur, fordi den er fundamentet for civilisationen,« lød det fra Clinton ifølge mediet.
Clinton kaldte de nuværende deportationsbestræbelser, iværksat af Donald Trump, for skamfulde.
Men samtidig erkendte hun, at der kan være steder, hvor en fysisk barriere er passende – men at hun ikke anser en mur som nødvendig.
Selvom Clinton kritiserede Trumps håndtering af migration, er hendes udmelding om behovet for mere kontrol med indvandring opsigtsvækkende.
Det står i skarp kontrast til hendes tidligere politiske standpunkt.
Blandt andet fordømte Clinton USAs nuværende præsident Donald Trump under hans første valgkamp hans immigrationspolitik og anklagede ham for at forværre situationen og adskille familier.
Ifølge mediet talte hun i 2015 ved en konference, hvor hun gav udtryk for håb om at skabe en vej til statsborgerskab for indvandrere. Dengang pegede hun blandt andet på lempeligere visumkrav, flere sprogprogrammer og en lukning af private detentionscentre.
Under sin egen valgkamp i 2016 var hun også en stærk modstander af Trumps deportationsindsats og ønskede i stedet at oprette et kontor for immigrantanliggender i Det Hvide Hus, som skulle gennemgå udvisningspolitikken.

