Medie: Fransk-tysk vrede eksploderede på EU-topmøde – Mette Frederiksen bakkede op
Der opstod uenighed om tilgangen til Rusland.

Der opstod uenighed om tilgangen til Rusland.

Emmanuel Macron og Friedrich Merz var angiveligt stærkt utilfredse med EU-toppen.
Og det skulle den franske præsident og den tyske kansler utvetydigt have givet udtryk for, da torsdagens lukkede EU-topmøde i Bruxelles fortsatte til ud på aften.
Sådan fortæller en række anonyme kilder fra embedsværket til Politico om samlingen, der beskrives som »uventet konfliktfyldt«.
Den franske og tyske vrede var rettet mod EU-præsident Antonio Costa – fordi han på EUs vegne har rakt ud til Rusland og Kreml i forhold til krigen i Ukraine.
Og der skulle have været solid opbakning fra statsminister Mette Frederiksen (S) til det synspunkt, lyder det.
»Statsledere fra nogle af de mest standhaftige anti-Rusland-lande, som Danmark og Holland, støttede op om Macron og Merz, hvor nogle udviste en hidtil uset vrede over Costa,« skriver mediet på baggrund af oplysninger fra tre forskellige kilder:

»Det er værd at bemærke. at andre statsledere tog Costas parti.«
Som Politico videre noterer sig:
»Sammenstødet sætter nu fokus på den ulmende spænding i EUs hjerte om, hvordan tilgangen til Rusland skal være, og i forhold til hvem der skal tale på Europas vegne.«
Ikke mindst skulle der ifølge mediet i flere måneder været ført samtaler om, hvorvidt Ruslands præsident, Vladimir Putin, skal kontaktes. Og i så fald af hvem.
Uden at der tilsyneladende er nået en afklaring.
Men EU-præsident Antonio Costa skulle altså angiveligt alligevel have forsøgt at etablere en kontakt til Moskva.
Det skulle være sket to gange inden for de seneste uger, siger fem kilder til Politico.
Emmanuel Macron og Friedrich Merz skulle torsdag have givet udtryk for, at tiden på ingen måde er inde til at føre samtaler med Vladimir Putin.
Og når den tid kommer, bør de tre store europæiske E3-lande – Frankrig, Tyskland og Storbritannien – håndtere kontakten, skulle det have lydt.