Det har ikke skortet på opsigtsvækkende historier, efter det amerikanske justitsministerium for nylig offentliggjorde omkring tre millioner dokumenter i Epstein-sagen.

Og nu kan det britiske medie The Telegraph diske op med endnu en.

Mediet har gennemgået en række dokumenter, der viser, at den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein i flere år lejede mindst seks opbevaringsfaciliteter rundt om i USA til opbevaring af computere, fotografier og andet teknisk udstyr.

Genstandene stammede fra flere af Epsteins ejendomme herunder fra hans private caribiske ø Little Saint James.

Epstein skulle have gjort brug af lagrene fra 2003 og frem mod sin død i 2019.

Ifølge mediet peger dokumenterne desuden på, at de amerikanske myndigheder aldrig ransagede minilagrene.

Han skulle også have betalt flere privatdetektiver for at flytte dele af materialet for at forpurre den efterforskning, der var i gang mod Epstein, da han døde.

Kan have haft konsekvenser

De amerikanske myndigheder har ikke oplyst, hvorvidt de har undersøgt Epsteins lagerfaciliteter, men hvis det er sandt, at de ikke har gjort, så kan det have haft afgørende betydning for de retssager, der har været ført mod Epstein og personer, han har været associeret med.

Det gælder blandt andre eksprins Andrew Mountbatten-Windsor, der i 2022 indgik et forlig med Virginia Giuffre, efter hun havde beskyldt ham for at have voldtaget hende da hun var 17 år gammel.

Daværende prins Andrew benægter at have mødt Epstein-offeret Virginia Giuffre, på trods af dette foto.
Daværende prins Andrew benægter at have mødt Epstein-offeret Virginia Giuffre, på trods af dette foto. Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix

Andrew Mountbatten-Windsor nægter nogensinde af have mødt Virginia Giuffre på trods af ovenstående foto, der viser dem sammen.

I 2009 anlagde Virginia Giuffre også sag mod Jeffrey Epstein, hvor hun anklagede ham for seksuelt misbrug, da hun var mindreårig.

Ifølge The Telegraph viser de nye dokumenter, at en privatdetektiv i 2009 gav Jeffrey Epstein og hans advokat et tip om, at Virginia Giuffres advokater krævede adgang til computere og dokumenter, der var taget fra Epsteins bopæl før en planlagt ransagning.

Virginia Giuffre blev en af de mest fremtrædende af Epsteins ofre, efter hun valgte at stå frem med sin historie.

I april sidste år tog hun sit eget liv.