Fransk politi har nu anholdt to personer, der mistænkes for at have forbindelser til torsdagens angreb i Nice.

Fransk politi har anholdt endnu en person i forbindelse med denne uges angreb i Nice, hvor tre personer blev dræbt.

Det rapporterer det franske nyhedsbureau APF ifølge nyhedsbureauet dpa.

Den anden person, der er blevet anholdt, er en 35-årig mand, oplyser kilder fra politiet til AFP.

Den 35-årige mand mistænkes for at have forbindelser til den 47-årige mand, der fredag blev anholdt og mistænkt for at have hjulpet til med angrebet i Nice.

Angrebet fandt sted torsdag morgen i en kirke i den sydfranske by.

Her blev en kirketjener og to kvinder dræbt af en mand, der gik til angreb på dem med en 30 centimeter lang kniv.

Cirka en halv time senere ankom politiet, som skød og sårede en 21-årig mand, som er sigtet for at stå bag angrebet. Manden råbte på arabisk "Allahu Akbar" (Gud er større) mod betjentene, da de ankom.

De franske myndigheder opfatter på den baggrund angrebet som politisk og religiøst motiveret og dermed også omfattet af terrorlovgivningen. Præsident Emmanuel Macron har kaldt det for "et islamistisk terrorangreb".

Den 21-årige mand er indrejst fra Tunesien. Han ankom til den italienske ø Lampedusa 20. september, hvorfra han rejste videre til Frankrig. Her ankom han 9. oktober.

Han ankom med tog til Nice klokken 06.47 torsdag morgen.

På togstationen vendte han sin jakke på vrangen og skiftede sko, inden han gik mod kirken i Nices centrum.

Manden havde ud over gerningsvåbnet yderligere to knive med ind i kirken. Han medbragte desuden et eksemplar af islams hellige bog, Koranen.

/ritzau/