Verdens rigeste mand, Elon Musk, ser i den grad ud til at være tilbage i amerikansk politik.
Tidligere har han ellers truet med at oprette sit eget parti og trække sin støtte til Republikanerne – men noget tyder efter sigende på, at han har ændret holdning.
I hvert fald skal han ifølge de amerikanske medier Axios og The New York Times nu have udskrevet en massiv check på ti millioner dollar, som svarer til omkring 64 millioner kroner.
Modtageren af det beløb er ifølge medierne en gruppe, der støtter Nate Morris.
Han er en republikansk politiker og forretningsmand, der støtter op om den siddende præsident, Donald Trump, og stiller op som efterfølger af den republikanske senator i delstaten Kentucky, Mitch McConnell, som sidste år meddelte, at han ville gå på pension efter midtvejsvalget, som finder sted til efteråret.
Ifølge Axios – som oplyser, at man har erfaret oplysningen om donationen til politikeren – er det »det hidtil største tegn på, at Musk planlægger at bruge store summer til midtvejsvalget«, hvilket kan »give republikanerne et formidabelt våben i den dyre kamp for at beholde deres flertal i Kongressen«.

Hvis oplysningen står til troende, er det ifølge mediet samtidig det største enkeltbidrag, som Elon Musk nogensinde skal have givet til en senatskandidat.
Hverken Axios eller The New York Times har en kommentar fra Elon Musk til meldingen om donationen.
Det er dog ikke første gang, han har doneret i forbindelse med valg.
Under præsidentvalget i 2024 var han den største donor under hele kampagnen og bidrog ifølge Axios med næsten 300 millioner doller til pro-republikanske formål.
Langt størstedelen af donationerne gik til at støtte Trump.
Efter Trump vandt præsidentvalget, kørte Musk og Trump længe et tæt parløb.
Musk blev en af præsidentens største støtter og nærmeste rådgivere – men i maj sidste år opstod der pludselig massive revner i deres forhold, da Musk offentligt i stærke vendinger kritiserede den Trump-støttede lovpakke 'big, beautiful bill', som techmilliardæren blandt andet kaldte en »vederstyggelighed«.
Rigmanden, der står bag SpaceX og Tesla, nåede også at lufte tanker om at oprette sit eget tredje parti.

Trump svarede igen med at true med at stoppe de milliarder af dollar i tilskud, som Musks virksomheder modtog fra den føderale regering.
Siden har det hårde brud dog set ud til at være i gang med at hele, og i november vendte Musk for første gang siden fejden med præsidenten tilbage til den politiske offentlighed i Washington, D.C., da han deltog i en officiel middag i Det Hvide Hus.
Nate Morris er en af foreløbigt tre kandidater i det republikanske primærvalg til at overtage senatspladsen.
Han stiller op mod Andy Barr og Daniel Cameron.
Indtil videre ser Cameron ifølge The New York Times ud til at føre, om end der endnu kun er ganske få meningsmålinger tilgængelige om det, lyder det.
Republikanernes primærvalg, hvor det skal besluttes, hvem der skal være partiets kandidat i delstaten, finder sted den 19. maj.
Op til midtvejsvalget, der afholdes den 3. november, er der primærvalg i alle de enkelte delstater.
Her afgøres det, hvilke republikanske og demokratiske kandidater, der bliver opstillet for henholdsvis Repræsentanternes Hus og Senatet.

