Et planlagt topmøde i Budapest mellem præsident Donald Trump og hans russiske modstykke, Vladimir Putin, blev aflyst, efter at USA modtog et notat fra Rusland om, at Rusland holdt fast i hårde krav vedrørende krigen i Ukraine.
Det siger unavngivne kilder til Financial Times.
Efterfølgende fulgte et anspændt opkald mellem de to statsledere, skriver mediet videre.
Nyhedsbureauet Reuters har ikke umiddelbart kunnet bekræfte Financial Times' oplysninger.
Tidligere på måneden blev Trump og Putin enige om at mødes i den ungarnske hovedstad, Budapest, for at tale om en afslutning på krigen i Ukraine.
Nogle dage senere sendte Ruslands udenrigsministerium så det omtalte notat afsted til USA, hvor det understregede de samme krav, som Putin tidligere har omtalt som de grundlæggende årsager til den tre et halvt år lange krig.
Det siger tre personer med kendskab til sagen til Financial Times.
Blandt kravene var ifølge kilderne territoriale indrømmelser, en kraftig indskrænkning af Ukraines militær og en garanti for, at landet aldrig bliver medlem af forsvarsalliancen Nato.
Efter et opkald mellem USA's udenrigsminister, Marco Rubio, og hans russiske kollega, Sergej Lavrov, aflyste Trump-administrationen mødet.
Én af kilderne siger til Financial Times, at Rubio fortalte Trump, at Rusland ikke viste nogen tegn på vilje til at forhandle.
Trump var ikke imponeret over Ruslands holdning, siger en anden kilde til mediet.
Den 20. oktober oplyste det russiske udenrigsministerium, at Rubio og Lavrov havde talt i telefon sammen om forberedelserne til topmødet. Ministeriet betegnede samtalen som konstruktiv.
T dage senere udskød Trump mødet med Putin på ubestemt tid.
»Jeg vil ikke have et spildt møde,« sagde Trump til journalister i Det Hvide Hus.
Samme dag indførte USA sanktioner mod to af Ruslands største olieselskaber.
Trump har ikke bekræftet, at mødet med Putin skal være endegyldigt aflyst.
