Når Vladimir Putin holder møder fra sit kontor, sidder han ifølge Kreml i sit palads Novo-Ogaryovo i Moskva.

Ifølge det amerikanskfinansierede medie RFE/RL's russiske gravergruppe Systema, er det dog ikke altid tilfældet.

Gravergruppen skriver, at Vladimir Putin lige så vel kan opholde sig to andre steder, da han ifølge deres undersøgelse skal have tre næsten identiske kontorer:

Ét i præsidentpaladset Novo-Ogaryovo i Moskva, ét sydpå i byen Sotji og ét i byen Valdaj, der er placeret mellem Moskva og Sankt Petersborg.

Gennem hundredvis af billeder og videoklip har journalisterne dokumenteret, at en række møder og taler, der skulle have fundet sted i Novo-Ogaryovo, i virkeligheden skulle være optaget et af de andre steder.

Systema forklarer, at der er tale om helt små detaljer så som dørhåndtag, vægpaneler og møbler, der skulle afsløre, hvor Vladimir Putin egentlig befinder sig.

Vladimir Putin i sit kontor. 
Vladimir Putin i sit kontor.  ALEXANDER KAZAKOV

De påpeger, at dørhåndtaget i Novo-Ogaryovo eksempelvis er lavere placeret end det i Sotji, der ifølge gravergruppen er højere placeret.

De fremhæver også, at nuancer i bordplader, træets årer og tv-stativernes form adskiller sig fra de tre rum, som ellers umiddelbart ligner tre perfekte kopier.

Systema mener derudover, at flere af præsidentens møder, der blev præsenteret som helt nye i år, skulle være filmet måneder tidligere.

Systema mener også at have fundet rejseoplysninger, der viser, at Vladimir Putins medarbejdere og loyale journalister fløj til Sotji samme dag, som Kreml ellers hævdede at Vladimir Putin var i Moskva.

ALEXANDER KAZAKOV

Sådan har det ifølge Systema stået på mindst siden 2020.

»Det handler selvfølgelig om sikkerhed,« siger Konstantin Gaaze, der studerer russisk autoritærisme til RFE/RL.

Kreml har ikke kommenteret RFE/RLs undersøgelse.