Et amerikansk medie mener at have fået indsigt i noget af det, der er foregået bag kulisserne under den seneste uges heftige debat om USA og Grønland.

Først vakte det opsigt, at den kommende amerikanske præsident Donald Trumps søn besøgte Grønland. Senere samme dag erklærede Donald Trump på et pressemøde, at han ikke kunne afvise brug af militær magt for at få kontrol over Grønland.

Men imens alt dette foregik, var der ifølge mediet Axios korrespondenser mellem Trumps rådgivere og repræsentanter for Danmark.

Unavngivne kilder fortæller ifølge mediet, hvordan Danmark sendte beskeder til Trumps rådgivere imens sagen skabte overskrifter verden over.

»Danmark sendte private beskeder til Donald Trumps hold, der udtrykte villighed til at diskutere en styrkning af sikkerheden i Grønland eller at øge USAs militære tilstedeværelse på øen,« oplyser flere kilder ifølge Axios.

Trumps pludselige og aggressive udmelding om Grønland tog ifølge B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup regeringen med bukserne nede.

»Situationen er tilsyneladende spinnet helt ud af kontrol for regeringen. Det virker på mig som om det her er kommet så meget bag på regeringen, at de reelt ikke aner, hvad de skal gøre. Jo mere Trump skruer op, og jo mere regeringen ikke siger fra, jo mere er situationen ude af kontrol,« lød det fra Henrik Qvortrup efter Trump vakte stor opmærksomhed ved ikke at ville afvise brugen af økonomisk eller militær magt for at få kontrol med Panamakanalen og Grønland.