EU-Kommissionen har opfordret sine medlemslande til at sænke deres mål for gaslagrene og ikke at haste med at genopfylde deres tømte gasreserver.
Det viser et brev fra EU's energikommissær, Dan Jørgensen (S), som Financial Times har set.
Det sker som et forsøg på at dæmpe efterspørgslen af gas, efter at krigen i Iran har ramt leverandørerne og fået energipriserne til at eksplodere.
Dan Jørgensen skriver i brevet, at medlemslandene bør sænke målet for, hvornår gaslagrene er fyldte. Det bør være 80 procent af kapaciteten, lyder det ifølge Financial Times.
Det er 10 procentpoint under EU's officielle mål. Målet om 90 procent fyldte gaslagre blev indført efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022.
Sænkningen af målet bør ifølge Dan Jørgensen ske "så tidligt som muligt i fyldningssæsonen for at skabe sikkerhed og berolige aktører på markedet", lyder det ifølge mediet.
Dan Jørgensen råder i brevet EU-landene til gradvist at begynde opfyldningen for at undgå det, han betegner som et ræs mod slutningen af sommeren. Han foreslår også at vente til 1. december med at nå målene for lagring.
Det er en måned senere end de mål, som EU indførte efter Ruslands invasion af Ukraine.
Efter at USA og Israel angreb Iran den 28. februar, er energipriserne skudt i vejret.
Det skyldes, at Iran har indført en de facto blokade i Hormuzstrædet, der ligger mellem Iran og Den Arabiske Halvø. 20 procent af verdens olie transporteres gennem strædet.
Dan Jørgensen skriver i brevet, at EU's energiforsyning stadig er det, som han betegner som relativt beskyttet. Han opfordrer dog til et kollektivt svar på konflikten, men han uddyber ikke, hvilken type svar han mener.
Gaslagre dækker omkring 25 til 30 procent af Europas gasbehov i løbet af vinteren. De er et vigtigt redskab til at beskytte kontinentet mod et potentielt forsyningschok.
/ritzau/
