Et brev, der var adresseret til den amerikanske præsident Donald Trump, har angiveligt vist sig at indeholde et særdeles dødeligt giftstof.

Før brevet nåede frem til præsidenten, blev den dog opfanget.

Det skriver CNN, der har fået historien fortalt af to personer, der arbejder inden for retssystemet.

Efter brevet var blevet opfanget tidligere på ugen, blev den udsat for to tests: De skal have bekræftet, at brevet indeholdt giftstoffet ricin, der er en af verdens mest dødelige gifte og er kendt for at være svært at opdage i menneskekroppen.

Al post, der bliver sendt til Det Hvide Hus, bliver i forvejen sorteret og sikkerhedsscannet et andet sted, før det får lov til at blive sendt ind i den ikoniske præsidentbygning.

Ifølge CNN efterforsker både FBI og Secret Service sagen.

I en udtalelse fra FBI oplyses det, at man undersøger et 'mistænkeligt brev':

»På nuværende tidspunkt er der ingen kendt trussel mod den offentlige sikkerhed,« lyder det ifølge CNN i udtalelsen.

Hvis man indtager ricin, kan det føre til kvalme, opkast og indre blødninger i maven og tarmene – hvorefter det kan føre til lever-, milt- og nyresvigt og i sidste ende til døden.

Det er ikke første gang, at ricin er blevet forsøgt sendt til Det Hvide Hus eller andre højtstående offentlige kontorer, skriver Ritzau.

Mindst to gange – i 2013 og 2014 – blev der sendt breve med ricin adresseret til præsident Barack Obama. De blev opsnappet i posten, inden de nåede frem til hans skrivebord.

I begge tilfælde blev afsenderen fundet og straffet med fængsel.