Et billede af USAs handelsminister sammen med Jeffrey Epstein blev i første omgang lagt frem sammen med den seneste udgivelse af filer fra det amerikanske justitsministerium.

Men så blev det slettet.

Billedet af USAs handelsminister (i blåt) sammen med Epstein. Ifølge CBS blev billedet fjernet fra de offentligt tilgængelige filer, men er nu tilbage i den offentlige database.
Billedet af USAs handelsminister (i blåt) sammen med Epstein. Ifølge CBS blev billedet fjernet fra de offentligt tilgængelige filer, men er nu tilbage i den offentlige database. DOJ

Sådan lyder meldingen fra CBS, der melder at have autentificeret billedet.

Billedet viser ifølge mediet Epstein, handelsminister Howard Lutnick og tre andre mænd.

Billedet af ministeren sammen med Epstein forsvandt ifølge CBS fra listen over tilgængelige filer, kort efter at filerne blev lagt frem af justitsministeriet.

Men billedet er igen tilgængeligt via de offentliggjorte Epstein-filer. 

Ifølge CBS blev det igen gjort tilgængeligt, få timer efter CBS offentliggjorde historien. 

CBS har forsøgt at få en kommentar fra det amerikanske handelsministerium og justitsministeriet. De er ikke vendt tilbage.

Lutnick har tidligere indrømmet at have besøgt Epsteins private ø St. James, sammen med sin familie.

»Vi spiste frokost på øen i en time, det er sandt,« sagde han i den forbindelse, men understregede, at han var på ferie med sin familie.

Lutnick har dog været ude for fortsat kritik for sin kontakt til Epstein. Han har tidligere sagt, at de afbrød kontakten i 2005, men dokumenter i filerne viser, at de to havde fælles forretningsinteresser, som de kommunikerede om i 2018.

Jeffrey Epstein døde i fængslet i 2019.