Flere og flere kendte navne dukker op i sagen om den afdøde sexforbryder Jeffrey Epsteins beskeder.
Tidligere på ugen var det USA's præsident, Donald Trump, som flere gange blev nævnt i lækkede beskeder.
Nu er turen kommet til Microsoft-grundlæggeren Bill Gates, skriver TV 2.
En række beskeder fra 2017 viser ifølge Wired, at Epstein dengang tilbød Bill Gates at fungere som bindeled mellem ham og præsident Donald Trump under hans første præsidentperiode.
Beskederne er blandt 20.000 dokumenter, som for nylig er blevet offentliggjort i sagen.
Bill Gates er konkret blevet nævnt i beskeder mellem Jeffrey Epstein og Melanie Walker, der er tidligere ansat i Microsoft-grundlæggerens fond kaldet 'Bill and Melinda Gates Foundation'.
Her nævnte Epstein flere gange, at han kendte til Donald Trumps synspunkter i forhold til Bill Gates' velgørenhedsarbejde, og at sidstnævnte »først og fremmest skal fokusere på amerikanske problemer.«
TV 2 skriver, at Epstein i samme ombæring understregede, at Bill Gates kunne ringe til ham til enhver tid.
Hertil lød svaret fra Melanie Walker:
»Han vil gerne tale med dig, men hans kone vil ikke give ham lov,« skriver mediet.
