Joe Biden vil angiveligt trække USA's styrker ud af Afghanistan inden 20-årsdagen for angreb 11. september.

De amerikanske soldater skal senest den 11. september i år - på 20-årsdagen for angrebet i USA - være ude af Afghanistan.

Sådan lyder ambitionen fra USA's præsident, Joe Biden.

Det skriver den amerikanske avis The Washington Post, der tirsdag citerer anonyme kilder med kendskab til planen. Biden vil ifølge avisen offentligt præsentere tilbagetrækningen onsdag.

USA har officielt 2500 soldater udstationeret i Afghanistan. Antallet varierer dog, og ifølge Washington Post er antallet i dag nærmere 3500.

Joe Bidens forgænger, Donald Trump, forhandlede sig sidste år frem til en aftale med den militante talibanbevægelse. Her lød det, at de amerikanske styrker skulle være ude af Afghanistan senest 1. maj.

Talibanbevægelsen har advaret om, at den vil gå til angreb, hvis alle udenlandske soldater ikke er ude af landet inden den dato.

Bidens plan lægger op til, at de fleste styrker trækkes tilbage i løbet af den nærmeste tid. Men han garanterer altså ikke, at USA's soldater vil være ude af Afghanistan inden den aftalte deadline 1. maj.

Ifølge Washington Post vides det ikke umiddelbart, hvad talibanbevægelsen tænker om den gradvise tilbagetrækning, som Biden planlægger.

USA gik ind i Afghanistan i 2001 efter en stribe angreb på amerikansk grund.

Blandt andet blev to fly kapret og fløjet ind i de to højhuse ved World Trade Center på Manhattan i New York. Den militante organisation al-Qaeda, som blev stiftet af afghanske Osama bin Laden, stod bag.

/ritzau/