I den for nylig offentliggjorte bunke af Epstein-dokumenter er der nogle e-mails, der stikker særligt ud.
Det skriver norske Dagbladet.
Mails, der peger på, at den tidligere norske statsminister Thorbjørn Jagland ikke bare havde lidt, men omfattende kontakt med den afdøde dømte overgrebsmand Jeffrey Epstein.
Korrespondancen mellem de to strakte sig over flere år og viser ifølge mediet, at Epstein hjalp Thorbjørn Jagland og hans familie med både ophold, rejser og praktisk bistand.
Alt sammen, mens Thorbjørn Jagland sad på prestigefyldte poster i Europarådet og Nobelkomiteen.
Og hjælpen gik ikke kun den ene vej.
Dagbladet fortæller nemlig, at den tidligere norske statsminister leverede et højtstående netværk og adgang til russisk topledelse.
Dagbladets gennemgang af materialet viser indtil videre en række mail-korrespondancer, der peger på netop dette.
Blandt andet, at Jeffrey Epstein i perioden fra 2013 til 2018 med regelmæssige mellemrum fremhævede sit nære selskab med »lederen af Nobelkomiteen«, når han deltog i møder med magtfulde kontakter.
Ifølge mediet bad Jeffrey Epstein flere gange også Thorbjørn Jagland om direkte møder med højtstående russiske politikere, heriblandt præsident Vladimir Putin.
Med andre ord, så tyder det på, at Epstein forsøgte at bruge Thorbjørn Jagland til at fremme sine egne økonomiske idéer, når det kommer til de russiske myndigheder, vurderer mediet.
Torsdag aften bekræfter den norske efterforskningsenhed Økokrim til Dagbladet, at de derfor nu efterforsker Thorbjørn Jagland for grov korruption.
Dagbladet har stillet spørgsmål til Thorbjørn Jagland, men han er ikke vendt tilbage. Han har dog tidligere indrømmet dårlig dømmekraft.
Thorbjørn Jaglands advokat siger til Dagbladet, at han ikke kan kommentere sagen på nuværende tidspunkt, men at han ser positivt på Økokrims undersøgelse af sagen.
