Det virker som planer, der er lagt langt fra vores breddegrader.
Men de er blevet lagt i Tyskland.
Bild erfarer fra kilder i den tyske regering, at de såkaldte 'Reichsbürger' havde konkrete planer om at storme det tyske parlament og kidnappe kansleren, Olaf Scholz, og samtlige ministre, som derefter skulle udstilles på tv.
Det skulle gøres i håbet om, at endnu flere borgere ville tilslutte sig gruppen.

Om planerne siger Nancy Faeser, der er socialdemokratisk indenrigsminister:
»Det de militante Reichsbürger har tilfælles er hadet til demokratiet. Vi har ikke med harmløse tosser at gøre. Det er farlige ekstremister, der er besat af fantasier om voldelige revolutioner, og de besidder mange våben.«
Den tyske statsadvokat er ved at lægge sidste hånd på et anklageskrift mod gruppen.
25 personer blev anholdt, da 3.000 betjente deltog i en aktion i 11 forskellige delstater tilbage i december 2022.
Blandt de anholdte var den tyske prins Heinrich, der regnes som værende en af lederne i den højreekstremistiske gruppe.
Den 71-årige prins Heinrich kommer fra en gammel adelig familie, som tidligere har regeret i Thüringen-området, og som stadig i dag besidder flere fornemme slotte.
Prinsen ejer også jagthytten Waidmannsheil i Saaldorf an der Saal, som tyske sikkerhedsmyndigheder har mistanke om er blevet brugt til at planlægge statskuppet.
Angiveligt skulle planen have været at erstatte republikken med en ny statsform kaldet 'Det Andet Rige'.
Reichsbürgerbevægelsen er knyttet til flere nynazistiske grupperinger. Tysklands efterretningstjeneste anslår, at bevægelsen har omkring 21.000 tilhængere, som anser sig selv som efterkommere af nazismens 'Tredje Rige'. De anerkender derfor ikke den tyske stat.
De mistænkte skal have lagt planer om et kup siden november 2021.
Forberedelserne til det planlagte kup har blandt andet omfattet anskaffelser af udstyr, rekrutteringer af nye medlemmer og skydeøvelser.