Modtageren af Nobels Fredspris, Maria Corina Machado, kom alvorligt til skade, da hun skulle flygte fra Venezuela for at modtage prisen i Oslo.

Det skriver Aftenposten med henvisning til kilder tæt på fredsprisvinderen.

Skaden skulle være sket, da hun flygtede i en lille fiskerbåd fra Venezuela mandag i sidste uge. Bådturen var meget dramatisk, ikke mindst fordi vejrforholdene var meget dårlige med kraftig vind og store bølger.

Efter at hun ankom til Norge torsdag aften, blev hun tilset på Ullevål Universitetshospital i Oslo. Lægerne har angiveligt diagnosticeret flere skader, herunder et brud på en ryghvirvel.