Medicinsk data fra omkring en halv million briter er blevet hacket – og sat til salg på en kinesisk hjemmeside. 

Sådan lyder det fra den britiske teknologiminister, Ian Murray, ifølge Sky News.

»De er blevet sat til salg af flere sælgere på Alibabas e-handelsplatforme i Kina,« annoncerede han torsdag. 

Der er tale om data fra den britiske Biobank, som administrerer datasæt med biologisk sundheds- og livsstilsinformation. Den bliver brugt til at forbedre opsporing og behandling af blandt andet demens, kræft og Parkinsons sygdom.

Ifølge Biobank indeholdt de hackede data ikke »navne, adresser, kontaktoplysninger eller telefonnumre«.

Men Murray kan i skrivende stund ikke »100 procent« garantere, at ingen vil kunne identificeres ud fra de lækkede data.

Datasættene indeholder normalt køn, alder, fødselsmåned og -år, socioøkonomisk status, livsstilsvaner og målinger fra biologiske prøver.

Oplysningerne var blevet downloadet på lovlig vis af tre forskningsinstitutioner i Kina. Det oplyser den britiske teknologiminister ifølge Sky News. 

De har ikke længere adgang, og den britiske regering arbejder på at fastslå, hvordan lækket er opstået.

Rory Collins, som er administrerende direktør og ledende forsker hos UK Biobank, siger, at de tager sikkerheden af ​​data »ekstremt alvorligt«.