Betjent blev dræbt af Trump-tilhængere under forsøg på at forsvare USA's kongresbygning.

Efter i flere dage at have modsat sig det har præsident Donald Trump søndag beordret flaget på halv i Det Hvide Hus til ære for den politimand, der onsdag blev dræbt, da højreradikale Trump-tilhængere stormede USA's kongresbygning.

Det skriver avisen New York Times.

Flaget på halv er også til ære for en anden af de betjente, der var til stede under den voldsomme konfrontation, Howard Liebengood. Han begik selvmord i weekenden.

- Jeg giver hermed ordre til, at USA's flag skal være på halv stang i Det Hvide Hus og på alle offentlige bygninger og ejendomme, hedder det i Trumps befaling.

Flaget skal være på halv stang frem til onsdag. Det gælder også på alle USA's ambassader rundt om i verden.

Under angrebet på kongresbygningen onsdag blev betjenten Brian Sicknick angrebet og gentagne gange slået i hovedet med en brandslukker af Trump-tilhængere. Han blev ikke længe efter erklæret død.

Det har vakt voldsom harme, at præsidenten ikke straks beordrede flaget på halv for betjenten, der forsøgte at forsvare en af USA's allervigtigste institutioner.

/ritzau/