Hun har været at finde i forskellige roller i DR i mere end 21 år, men nu er det slut. 

Matilde Kimer, DR’s korrespondent for Rusland og Ukraine, har valgt at sige op i Danmarks Radio.

Det skriver DR på sin hjemmeside.

Efter alle de år på Danmarks Radio er hun kommet frem til, at hun vil prøve noget andet. 

»Jeg er jo udklækket i egen rede og startede som praktikant i DR i 2005, så det virkede som et godt tidspunkt til at prøve at se, om vingerne kan bære,« siger hun til mediet.

Videre fortæller hun, at hun ikke ved, hvad hun skal nu. 

På den korte bane skal den nu tidligere DR-profil holde foredrag, som allerede er booket. 

Matilde Kimer har i flere omgange boet i både Rusland og Ukraine, og har de seneste år fungeret som korrespondent hos DR.

Her har danskerne kunnet se hende folde sig ud på skærmen, hvor hun har givet danskerne et indblik i krigen mellem Rusland og Ukraine.

Hun fortæller, at hun gerne vil prøve at se, om hun kan leve af at portrættere menneskene og de store historiske tendenser, der er i Østeuropa.

Redaktionschef for DR’s udlandsredaktion, Niels Kvale, udtaler til mediet at han er ked af at miste Matilde Kimer.

Han udtaler, at Kimer er en knalddygtig korrespondent, men at han har forståelse for, at hun vil prøve noget andet. 

»Jeg vil gerne takke hende for en helt uvurderlig indsats for DR. Hun har sat barren højt for, hvad en korrespondent skal kunne. Det skylder jeg hende en stor tak for,« siger Niels Kvale.