Scenerne fra en lang række steder rundt omkring i Rusland de seneste uger har været voldsomme. Ekstreme. Og dødelige.

Og det er noget, som får stor opmærksomhed internt i det enorme land, fortæller dansk ekspert.

Billederne fra Tuapse er apokalyptiske. Videoerne fra Perm er voldsomme. Røgskyen fra Orsk er enorm. Brandene i Ust-Luga kunne mærkes i Estland. Og flere af eksplosionerne kan ses fra rummet.

Ukraine har på omkring en måned formået at ramme Vladimir Putins Rusland benhårdt.

Og selvom krigen i flere år har været dysset ned, så kan myndighederne ikke skjule, hvad der er foregået den seneste måneds tid.

Dertil har det været alt for voldsomt.

Oversigt over de steder, hvor Ukraine har ramt Rusland de seneste uger.
Oversigt over de steder, hvor Ukraine har ramt Rusland de seneste uger. Google Maps/ Andreas Meldgaard

»De ukrainske angreb på olieraffinaderier fylder rigtig meget i Rusland. De har blandt andet ramt Tuapse ved Sortehavet, som er et sted, mange russere tager på ferie. Og så har de ramt steder, hvor helt almindelige mennesker bor,« fortæller Ruslandekspert Flemming Splidsboel fra DIIS.

Man behøver ikke tage mange ture forbi et russisk medie, før man bliver mødt af sorte røgskyer og eksplosioner på russiske energiinfrastruktur.

Det samme har gjort sig gældende på sociale medier, hvor gentagne angreb og eksplosioner fra det enorme raffinaderi i Tuapse har fyldt en del.

Men andre steder har også vakt opsigt.

Røgsøjlen fra de ukrainske angreb på Tuapse kan ses fra rummet.
Røgsøjlen fra de ukrainske angreb på Tuapse kan ses fra rummet. Planet Labs Pbc/Reuters/Ritzau Scanpix

For da ukrainske droner ramte de russiske havne i Primorsk og Ust-Luga ved Østersøen, kunne brande og røgskyer ses hele vejen fra Nato-landet Estland.

Og man kan blive ved.

Et enormt Lukoil-raffinaderi i Perm er også blevet genstand for ukrainske angreb. 

På sociale medier kan man se, hvordan enorme ildkugler stiger mod himlen i videoer helt tæt på raffinaderiet, og fra kilometers afstand kan man se en kolossal røgsøjle stige i vejret.

Røgsøjlen efter angrebet på russiske olieinfrastruktur i Perm kan ses fra lang afstand.
Røgsøjlen efter angrebet på russiske olieinfrastruktur i Perm kan ses fra lang afstand. Reuters

Netop Perm ligger hele 1.500 meter fra ukrainsk territorium og er et bevis på den rækkevidde, Ukraine har opbygget.

Desuden kan man nævne angreb nær Nizjnij Novgorod, Jekateringburg og Orsk.

»Olie og gas er Ruslands største indtægt, og den går Ukraine målrettet efter,« siger Flemming Splidsboel.

»De rammer dem alle sammen. Oliefelter, raffinaderier, havne og sågar skibe. Ukraine går benhårdt efter Ruslands olieinfrastruktur,« uddyber han.

Brand i den russiske havn i Ust-Luga ved Østersøen i slutningen af marts.
Brand i den russiske havn i Ust-Luga ved Østersøen i slutningen af marts. Vantor/Reuters/Ritzau Scanpix

I blandt andet USA har der været kritik af de ukrainske angreb, da prisen på olie er steget som konsekvens af krigen mod Iran og lukningen af Hormuzstrædet, hvorigennem godt en femtedel af verdens olie fragtes.

De stigende priser fik den amerikanske regering til at løfte sanktioner på russisk oliehandel for at holde priserne nede – hvilket betød enorme indtægter til Vladimir Putins blødende statskasse og krig i Ukraine.

Men nærmest øjeblikkeligt, som oliepriserne steg, slog Ukraine til.

Det ene angreb efter det andet har forkrøblet den russiske eksport af olie og gas.

Røg og ild fra olieraffinaderi i russiske Tuapse ved Sortehavet.
Røg og ild fra olieraffinaderi i russiske Tuapse ved Sortehavet. Veniamin Kondratyev/Reuters/Ritzau Scanpix

Og de ser ikke ud til at stoppe. For meget tyder på, at det for alvor svækker Rusland.

De mange angreb har også mødt kritik. Ofte fra amerikansk side, men også i det små fra europæisk.

Det skyldes hovedsageligt, at man mener, de er med til at holde prisen på olie og gas oppe.

De kritiske røster over for de ukrainske angreb virker dog en kende mærkeligt, mener Flemming Splidsboel.

»Det har været Vesten og Danmarks strategi i en årrække; at stække Ruslands olieeksport. Vi har gjort det med nu 20 sanktionspakker, Ukraine gør det ved angreb. Så det giver ikke mening, at man brokker sig over høje oliepriser på den baggrund,« siger han.