Russiske soldater er ifølge det anerkendte medie Telegraph utilfredse med ledelsen i Kreml.

Det skyldes ikke det faktum, at en stor mængde soldater mister livet på fronten, eller udfordringerne med den russiske økonomi.

Derimod har det vakt røre blandt både landets styrker og prorussiske militærbloggere, at Kreml har begrænset adgangen til beskedtjenesten Telegram, der ifølge mediet bruges af tre fjerdedele af den russiske befolkning.

Roskomnadzor, det statslige russiske organg der regulerer adgang til medier, siger at forbuddet skal beskytte russiske borgere mod 'kriminelt og terrorrelateret indhold'.

Det foreslås, at den russiske befolkning i stedet benytter den statslige beskedtjeneste Max, skriver Reuters.

Ifølge nyhedsbureauet siger kritikere, at Max er et overvågningsværktøj, hvilket russiske myndigheder benægter.

Ifølge Telegraph bruges Telegram blandt andet til at koordinere angreb, og til at advare mod og spore droner blandt de russiske styrker.

Militærbloggeren Arkhangel Spetsnasa, der har over en million følgere, raser mod beslutningen.

»Tusindvis af militærpersoner vil blive efterladt uden kommunikation midt i den igangværende offensiv, hvilket vil lede til fatale konsekvenser,« lyder det i et opslag på netop Telegram.

Kreml har benægtet appens udbredelse blandt sine styrker.

»Jeg tror ikke, det er muligt at forestille sig, at kommunikation på frontlinjen styres via Telegram eller nogen anden beskedtjeneste,« sagde Dmitry Peskov, Kremls talsmand, i en kommentar.