Kort før klokken 1 amerikansk tid har et masseskyderi fundet sted på en overfyldt bar i South Carolina i USA.
Fire er døde, og mindst 20 er sårede – heriblandt fire i kritisk tilstand, oplyser myndighederne.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Skudepisoden fandt sted på Willie's Bar and Grill på St. Helena Island.
En stor menneskemængde var på stedet, da politiet ankom og fandt flere personer med skudsår.
»Flere ofre og vidner løb til nærliggende forretninger og ejendomme for at søge ly mod skuddene,« oplyser sherifkontoret i Beaufort County på sin hjemmeside.
»Dette er en tragisk og svær situation for alle. Vi beder om jeres tålmodighed, mens vi fortsætter med at efterforske hændelsen. Vores tanker går til alle ofrene og deres pårørende.«
Ofrenes identiteter er endnu ikke blevet offentliggjort.