Mindst to er blevet dræbt og op mod 25 er såret ved et masseskyderi i Miami.

Ifølge den lokale tv-station WPLG Local10 News skete skyderiet i forbindelse med en koncert.

Politidirektør Alfredo Ramirez fra Miami-Dade, skriver på Twitter, at der tale om 'endnu et målrettet og kujonagtigt angreb':

»Der er tale om koldblodige mordere, der har skudt tilfældigt ind i en menneskemængde, og vi vil sørge for at retfærdigheden sker fyldest,« lyder det fra ham.

De foreløbige informationer beskriver, at en hvid bil, angiveligt en Nissan Pathfinder, omkring midnat lokal tid skulle være kørt op foran El Mula Banquet Hall, der ligger i forbindelse med et shoppingcenter i den nordvestlige del af byen.

Ifølge politiets foreløbige oplysninger til medierne steg tre personer her ud af bilen og begyndte at skyde ind i mængden af mennesker forsamlet udenfor. Det skete med både halvautomatiske rifler og håndvåben.

Koncerten var på det tidspunkt stadig i gang.

De sårede blev kørt til forskellige lokale hospitaler, både med ambulancer, brandbiler og i privatbiler, rapporterer WPLG-journalisten Parker Branton videre på Twitter.

En af de sårede skulle være i kritisk tilstand.

Det er anden gang inden for et døgn, at der har været et dødeligt masseskyderi i Miami.

Natten til lørdag blev en person dræbt og seks andre såret ved et et andet skyderi i Miami-bydelen Wynwood, hvor der blev åbnet ild fra en forbikørende bil mod en gruppe mennesker.