Som skoledreng skræmte han sine klassekammerater ved at lave uhyggelige tegninger af blandt andet masseskyderier.

Og som voksen gik han søndag morgen til skydning med sin far og var angiveligt fascineret af højreekstrem ideologi.

Sådan lyder nogle af de første beskrivelser af den 25-årige Michal Oksinski, der lørdag eftermiddag ifølge polske medier gik amok med blandt andet en halvautomatisk riffel i den polske by Kraków.

I bymidten dræbte den polske statsborger seks personer i alderen 32-61 år, og sårede yderligere 15 mennesker ved skyderiet – heraf to politibetjente, hvoraf i hvert fald den ene blev livsfarligt ramt.

Og kort efter fandt politiet yderligere tre dræbte personer, da man stormede gerningsmandens lejlighed i byen Ostrowiec Świętokrzyski knap et par hundrede kilometer nord for Kraków. 

De tre dræbte viste sig at være hans forældre og en 21-årig søster.

Også den 25-årige gerningsmand blev livsfarligt såret, da politiet neutraliserede ham med skud, mens han forsøgte at flygte fra gerningsstedet i bil. Hans tilstand beskrives som kritisk.

Han er ikke tidligere straffet og har ifølge de polske myndigheder ikke haft forbindelse til militæret, selv om han under skyderiet var iført en form for militær kampdragt og skudsikker vest.

Masseskyderiet menes at være udført med en halvautomatisk riffel af typen AR-15, der automatisk gør klar til næste skud, hver gang aftrækkeren har været trykket ind.

Polens indenrigsminister, Marcin Kierwiński, har oplyst, at »alt tyder på, at gerningsmanden er fascineret af højreekstrem ideologi" og har "meget, meget radikale holdninger".

Selvom han var hårdt såret af skud, havde politibetjenten til højre i sort held til at få uskadeliggjort og afvæbnet den 25-årige gerningsmand i militærtøj til venstre. Foto: X

Motivet vil nu blive efterforsket nærmere, og anklagemyndigheden betragter umiddelbart masseskyderiet som en terrorhændelse.

Polske medier, der har snakket med naboer og tidligere skolekammerater til gerningsmanden, tegner et billede af ham som en ordknap og reserveret type, der altid gik i sort. 

Og allerede i skoletiden skræmte han sine kammerater med uhyggelige tegninger, fortæller en tidligere klassekammerat.

»Jeg husker en situation, hvor vi sad i klassen, og han tegnede. På de billeder tegnede han hængte mænd eller nogen, der kom ind med en pistol.«

»Vi spurgte ham, hvad det var, og han sagde, at det var et angreb på skolen, at der lå lig der, og at han gik ind på skolen med en pistol,« lyder det fra den tidligere klassekammerat til polske Radio Eska.

Ifølge pigen portrætterede den nu 25-årige gerningsmand sig selv som den bevæbnede angriber på tegningerne.

»Han sagde det, som om det bare var hans drøm,« husker skolekammeraten.

Også hun beskriver ham som stille og isoleret. Under en time med online-undervisning vakte han dog opsigt ved at have skjult sit ansigt bag en gammel gasmaske.

Nu har masseskyderiet gjort ham til en forhadt mand i hele Polen.