Biologerne er bekymrede. Hvis der er sket det, som de frygter er sket, vil det være første gang, det finder sted i naturen.

634 søløver er indenfor kort tid fundet døde i vandet og på kysterne omkring Peru. Dødsårsagen er ifølge forskere, at søløverne har boet med og spist ligene af fugle, som har været inficeret med H5N1, der er en undertype af fugleinfluenza.

Men en episode, som fandt sted 27. januar, skaber frygt hos forskerne. Her blev 100 døde søløver fundet flydende i vandet omkring Isla Asia, som ligger 100 kilometer syd for Lima. Det er antallet, som har fået forskerne til at spærre øjnene op. Det skriver El Pais.

»Det ville ikke være underligt, hvis nogle få af dem havde spist inficerede fugle, men dem alle?«, siger Sergio Lambertucci, en argentinsk forsker, der er med til at lede undersøgelsen af de mange døde søløver.

Søløver dør i hundredevis omkring Perus kyster.
Søløver dør i hundredevis omkring Perus kyster. Foto: Gerard Lacz
Vis mere

Han er ikke den eneste, der tvivler på, at søløverne er blevet inficeret hver for sig. Også den hollandske dyrlæge Thijs Kuiken er bekymret.

»Taget de høje dødstal i betragtning, er det mere sandsynligt, at der er sket en direkte transmission (af sygdommen, red.) mellem søløverne.«

»Det er bekymrende. Det her er den anden episode med massedød, som peger på, at virussen effektivt kan tilpasse sig og sprede sig fra pattedyr til pattedyr. Hvis det kan ske for mink og søløver, hvorfor skulle det så ikke kunne ske for mennesker?«

Episoden med minkene fandt sted på en minkfarm i Spanien. Men hvis det forholder sig, som forskerne tror, det gør med søløverne, så er det første gang, at sygdommen har spredt sig fra pattedyr til pattedyr i naturen.

Flere videoer af folk, som forsøger at hjælpe de døende søløver på strandene, er dukket op. Også dette bekymrer den hollandske dyrlæge.

»Den her tætte kontakt øger risikoen for, at virussen går fra søløverne og over til mennesker.«

H5N1 er en undertype af fugleinfluenza. 3. januar blev en pige fra Ecuador inficeret med en anden undertype, H5, men formåede at komme sig. Det var det første bekræftede smittetilfælde af et menneske med denne undertype i Sydamerika.