Maryland-senator stiller op mod Schumer til post som senatsleder
Chuck Schumer siger, at han har nok stemmer bag sig til at kunne fortsætte som Demokraternes leder i Senatet.

Chuck Schumer siger, at han har nok stemmer bag sig til at kunne fortsætte som Demokraternes leder i Senatet.

Chris Van Hollen, der er en af Demokraternes to senatorer i den amerikanske delstat Maryland, vil stille op til posten som flertalsleder i Senatet.
Det skriver han i et opslag på det sociale medie X.
Dermed udfordrer han senator Chuck Schumer, efter at Demokraterne ved midtvejsvalget sikrede sig flertallet i både Senatet og Repræsentanternes Hus, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Chris Van Hollen mener, at vælgerne ved midtvejsvalget kræver "en ændring af den nuværende situation, som ikke fungerer for arbejdende mennesker".
- For at leve op til det har vi brug for nyt lederskab. Det handler ikke om en enkelt person - det handler om at imødekomme den opfordring. Derfor stiller jeg op som flertalsleder i Senatet, skriver Chris Van Hollen på X.
Chuck Schumer udsendte natten til fredag dansk tid en kommentar på X, hvor han sagde, at han har stemmer nok til at kunne fortsætte som Demokraternes leder i Senatet.
- Jeg hilser enhver diskussion om vores gruppes fremtid og det vigtige arbejde, der ligger foran os, velkommen.
- Jeg er stolt af det, vi har opnået sammen. 55 pladser og flere på vej er et fantastisk resultat - og jeg har stemmerne til at fortsætte som demokratisk leder, skriver Schumer på X.
Chris Van Hollen har været medlem af Senatet siden 2017. Han har de seneste år fået mere opbakning fra den progressive fløj i partiet.
I 2024 støttede han åbent en begrænsning af våbeneksporten til Israel og kritiserede den tidligere regerings tilgang til krigen i Gazastriben, skriver CBS News.
Hans støtter ser Chris Van Hollen som en politiker, der er villig til at tage de emner op, som progressive vælgere anser for allervigtigst.
Republikanerne mistede ved midtvejsvalget flertallet i begge kamre af Kongressen, der består af Senatet og Repræsentanternes Hus.
Demokraterne har indtil videre sikret 55 pladser i Senatet mod Republikanernes 44. Der er 100 medlemmer af Senatet, og en tredjedel er på valg hvert andet år.
Senatsvalget i delstaten Alaska er det sidste, hvor der endnu mangler at blive udpeget en vinder.
RITZAU