De fire mistænkte for drabene i Marokko på danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland gik efter turister.

Det siger marokkansk politi på en pressekonference søndag, der er sendt på den marokkanske statslige tv-kanal 2M. Det skriver det norske medie VG.

– Ofrene blev tilfældigt valgt. Ifølge efterforskerne var de ikke ude efter at dræbe den norske og den danske turist specifikt, men de var der for at dræbe turister, siger Boubker Sabik, der er talsperson for politiet, ifølge VG.

Den 24-årige Louisa Vesterager Jespersen og hendes veninde Maren Ueland blev mandag fundet dræbt i et populært vandreområde i Marokko. De to var på en månedlang ferie.

Her ses Rachid Afatti (v), Ouziad Younes (midten), og Ejjoud Abdessamad (h), der er mistænkt i sagen om det bestialske dobbeltdrab
Her ses Rachid Afatti (v), Ouziad Younes (midten), og Ejjoud Abdessamad (h), der er mistænkt i sagen om det bestialske dobbeltdrab Foto: -
Vis mere

De fire mænd, der anses for hovedmistænkte, blev anholdt tirsdag og torsdag.

Fredag oplyste myndighederne i Marokko, at yderligere ni personer, der sættes i forbindelse med sagen, er anholdt.

Det er tidligere kommet frem, at den marokkanske regering betegner drabene som en terrorhandling.

På pressemødet søndag afviser talspersonen for det marokkanske politi, at de fire mistænkte fik ordre fra Islamisk Stat (IS) om at udføre drabene.

– De var ensomme ulve, som bestemte sig for at udføre dette terrorangreb, lyder det ifølge VG.

Ingen af dem skal ifølge politiet tidligere have rejst til krigszoner som fremmedkrigere.

På pressemødet kom det desuden frem, at en af de fire mistænkte for drabene tidligere har afsonet en to år lang fængselsstraf for terrorrelaterede forbrydelser, skriver VG.

Manden blev anholdt i 2013 for at rekruttere ekstremister, og han blev idømt to års fængsel. I 2015 blev han løsladt igen, oplyses det ifølge VG.

Det var i nærheden af landsbyen Imlil, at de to kvinder blev fundet dræbt. Lørdag mødte flere hundrede mennesker op i byen for med blomster og lys at mindes de to kvinder.

/ritzau/