Den skandaleramte Marius Borg Høiby har valgt at skifte sine forsvarsadvokater ud.

Dermed er det to andre advokater, der skal forsvare norske dronning Mette-Marits søn, når ankesagen mod ham går i gang.

Hans nye forsvarer bliver Alexander Greaker og Daniel Storrvik, som dermed erstatter Petar Sekulic og Ellen Holager Andenæs, skriver VG.

Samtidig meddeler de to nye forsvarsadvokater til det norske medie, at de vil fremlægge nye beviser og indkalde nye vidner, når Marius Borg Høiby efter planen skal for retten til februar næste år.

Under ankesagen vil de gå efter at få den 29-årige mand frifundet for de mest alvorlige anklager, lyder det.

Den ene af de nye advokater, Alexander Greaker, har ifølge VG tidligere forsvaret en af Høibys bekendte i en anden straffesag, og til VG forklarer advokaten, at det er almindeligt, at tiltalte skifter forsvarer mellem retssager:

Marius Borg Høiby, der for tiden sidder med fodlænke på Skagum, deltog i begyndelsen af september i begravelsen af den norske kong Harald.  Foto: Odd Andersen/AFP/Ritzau Scanpix

»Det er helt almindeligt, at en tiltalt ønsker et nyt perspektiv og muligvis en ny strategi,« siger Greaker.

Marius Borg Høiby blev i begyndelsen af sommeren straffet med fire års fængsel for krænkelser og vold begået mod flere kvinder.

Han blev dømt for to voldtægter, mishandling i nære relationer og vold samt flere overtrædelser af et tilhold.

Efterfølgende valgte Høiby – der hele tiden har nægtet sig skyldig i de mest alvorlige af anklagerne – at anke fængselsdommen. 

Høiby sidder i øjeblikket med fodlænke i sit hjem på kongefamiliens gods, Skaugum.

Flere gange har han forsøgt at blive løsladt fra varetægt, men domstolene har indtil videre afvist det.