Den norske kronprinsesse Mette-Marits søn Marius Borg Høiby er søndag aften blevet anholdt af politiet og sigtet for en række nye lovbrud.

Det skriver det norske medie NRK.

Politiet i Norges hovedstad, Oslo, bekræfter over for mediet, at Høiby er blevet anholdt og sigtet for trusler med kniv, brud på tilhold og tilfælde af det, der i den norske straffelov kaldes kropskrænkelse.

Kropskrænkelse er at udøve vold eller på anden måde udsætte en person for en fysisk krænkelse.

Politiet ønsker at varetægtsfængsle Høiby i fire uger. Grundlaget for fængslingen er, at man frygter, at han på fri fod vil begå ligeartet kriminalitet.

Det sker, blot to dage inden Høiby skal sidde på anklagebænken i en omfattende sag, hvor han er tiltalt for 38 lovovertrædelser, deriblandt fire voldtægter, mishandling, vold og trusler.

Sagen begyndte, da han i august 2024 blev anholdt og sigtet for vold mod en ung kvinde.

Siden er anklagerne mod ham blevet flere, mens skandalen har grebet om sig og kastet mørke skygger over hele det norske kongehus.

Retssagen, hvor Høiby sidder på anklagebænken, begynder tirsdag den 3. februar i Oslo Tingrett.

Hvorvidt Høiby varetægtsfængsles, ventes at blive afgjort klokken 15 af en dommer.

Retsmødet om kronprinsessesønnens mulige fængsling behandles som en såkaldt kontorforretning. Det betyder, at en dommer afgør spørgsmålet om fængsling, uden at den sigtede selv skal møde op i retten.

Ellen Holager Andenæs, der er forsvarer for Høiby, bekræfter over for det norske nyhedsbureau NTB, at den 29-årige bonusprins er blevet anholdt, og at politiet ønsker at varetægtsfængsle ham.

Hun ønsker ikke at oplyse, hvordan Høiby stiller sig over for de nye sigtelser, eller hvor han blev anholdt.

Den 29-årige nægter sig skyldig i de mest alvorlige af de forhold, han er tiltalt for - heriblandt voldtægt og mishandling.

Han erkender sig dog skyldig i vold mod en tidligere samlever samt for transport af cannabis.

/ritzau/