Den franske højrefløjspolitiker Marine Le Pen er tirsdag af en ankedomstol blevet fundet skyldig i misbrug af offentlige midler.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Hun må ikke besidde et offentligt embede i 45 måneder, men 30 af månederne gøres betingede.

Hun vurderes dog allerede at have afsonet 15 måneder og er derfor ikke udelukket fra at stille op ved præsidentvalget næste år. Det skriver franske BFMTV.

Den 57-årige politiker idømmes også tre års fængsel, hvoraf to gøres betingede, og et år kan afsones i hjemmet med fodlænke, skriver Le Monde. Hun har tidligere afvist at ville føre valgkamp med fodlænke.

Dermed er bolden nu "på hendes banehalvdel", skriver BBC i en analyse af dommen.

- Så det vil være hendes beslutning ikke at stille op, ikke domstolens, medmindre hun skifter mening, skriver det britiske medie.

Hun har tirsdag forladt retslokalet uden at tale med journalister.

Sagen om misbrug af EU-midler har skabt stor usikkerhed om, hvorvidt Le Pen fra højrefløjspartiet National Samling (RN) vil forsøge at stille op til næste års præsidentvalg.

Det ventes, at der kommer en udmelding fra Le Pen senere.

Hun blev også sidste år i marts fundet skyldig i sagen ved en lavere instans. Dengang fik hun fem års forbud mod at sidde i offentlige embeder.

Marine Le Pen har igennem mange år været en af Frankrigs mest fremtrædende politikere.

Hun har to gange tabt præsidentvalg til Emmanuel Macron og har siden 2011 haft en nøglerolle rolle i det højrenationale parti, som i dag hedder National Samling.

Hun ændrede partiets navn fra National Front i 2018, efter at hun i 2015 havde smidt sin far, Jean-Marie Le Pen, ud af partiet. Han døde i januar sidste år.

I 2021 stoppede hun som partileder og overlod posten til i dag 30-årige Jordan Bardella, som ventes at stille op som partiets kandidat i 2027, hvis hun ikke gør.

RITZAU