Et sandt mareridt kan potentielt komme til at udspille sig for Joe Biden og Demokraterne.
En rød hammer i form af amerikanske delstater, som smadrer alle hans drømme. På valgnatten 3. november kan tal tyde på, at Donald Trump vil stå til en jordskredssejr. En ydmygelse af Biden.
Men på få dage kan det ændre sig fuldstændigt. Dramatisk.
Hæng på.
På grund af coronavirus vil det amerikanske valg blive som aldrig før.
Millioner af vælgere kommer ikke til at stemme, som de har gjort så mange gange før, ved et valgsted. I stedet vil de brevstemme.
Men der er en klar forskel på, hvordan en erklæret demokratisk vælger og en erklæret republikansk vælger har tænkt sig at udføre sin valggerning.
Og det kan komme til at skinne igennem på valgnatten, hvor det ifølge en demokratisk gruppe kaldet Hawkfish kan ligne, at Donald Trump vinder en massiv sejr. Det skriver mediet Axios.
I grafikken herover kan du se, hvordan skrækscenariet for demokraterne kan udfolde sig over flere dage.
I flere meningsmålinger står det klart, at langt flere demokratiske vælgere har tænkt sig at brevstemme, end det er tilfældet med republikanske vælgere.
Forskellen er ikke så lidt stor.
I starten af august udgav det amerikanske universitet Monmouth en meningsmåling, hvor man kunne læse, at 50 procent af demokratiske vælgere med stor sandsynlighed vil benytte sig af brevstemmer ved det kommende valg.
I den samme måling tilkendegav 22 procent af de republikanske vælgere, at de formentlig vil brevstemme.
Det er potentielt millioner flere demokrater, som kommer til at stemme via brev, end det er tilfældet med republikanere.
Og her kommer det tvist, der kan gøre valgnatten til et sandt mareridt for Joe Biden.
For med de ekstra mange brevstemmer er der et åbenlyst problem.
Allerede på forhånd har det amerikanske postvæsen, US Postal Service, meldt ud, at de ikke kan garantere, alle brevstemmer når frem i tide.

Samtidig vil det tage ekstra lang tid at tælle yderligere millioner brevstemmer. Og derfor kan det umiddelbare resultat på valgnatten ligne, at Donald Trump løber med en kæmpe sejr.
Og det vil ikke bare ligne, at Donald Trump lige klemmer sig forbi udfordreren. Det vil ligne en nedsabling.
Stort set hele det amerikanske landkort vil være farvet i Republikanernes farve: rød.
Og ifølge Hawkfish kan det på valgnatten ligne en sejr på helt op til 408 valgmænd til Trump mod Bidens 130, hvis kun 15 procent af brevstemmerne er talt op.
270 valgmænd eller flere giver præsidentembedet.
Men langsomt og sikkert kan Joe Biden og Demokraternes mareridt forvandle sig, efterhånden som flere og flere delstater læser sig igennem brevstemmerne. Allerede dagen efter valget – 4. november – kan et par delstater skifte farve fra rød til Demokraternes blå.
Og fire dage senere, hvis 75 procent af brevstemmerne er optalt, vil flertallet potentielt svinge til Joe Bidens fordel, lyder det i forudsigelsen.
Herunder kan man se, hvordan sagen kan komme til at udvikle sig dag for dag, samt hvilke delstater der kan gå fra rød til blå.
Efter en lille uge vil det før ellers så røde amerikanske landkort være farvet markant mere blåt. Og ikke mindst vigtige svingstater som Florida, Pennsylvania, Michigan og Virginia har skiftet farve.
Gruppen bag forudsigelsen, Hawkfish, er grundlagt af den tidligere demokratiske præsidentkandidat og mangemilliardær Michael Bloomberg. Og derfor er det scenarie, de opstiller, et klart politisk motiveret forsøg på at råbe folk op.
»Vi slår alarm og siger, at det er en meget reel mulighed, at data vil vise, at Donald Trump vil få en enorm sejr på valgaftenen,« siger direktør for Hawkfish Josh Mendelsohn til Axios.
Man vil nemlig for alt i verden undgå, at præsident Donald Trump på valgnatten påråber sig en stor sejr. Kaos kan følge.

Allerede for måneder siden, da coronapandemien for alvor fik tag i USA, begyndte Donald Trumps tweets.
Præsidenten lod vide i flere tweets, at han ikke havde tro til brevstemmer – en praksis, som han selv benytter.
'SABOTERET VALG 2020: MILLIONER AF BREVSTEMMER VIL BLIVE PRINTET AF UDENLANDSKE LANDE OG ANDRE. DET VIL VÆRE DEN STØRSTE SKANDALE I VOR TID!'
Sådan lød det fra præsidenten 22. juni.
Mens dagene går efter valget, kan skræk-valgnatten for Joe Biden ende med at blive til drømmelæsning, når man i Hawkfish' forudsigelse rammer sidstedagen – seks dage efter valgnatten.
Her ender Joe Biden med at være den store vinder.
204 valgmænd til Trump. 334 til Biden. Eller et sted derimellem, som Axios skriver.
