Mareridtet begyndte, da flyet gjorde klar til landing.

Indtil da var rejsen gået som planlagt, men så brød et voldsomt tordenvejr løs. Alle 136 personer om bord overlevede, men de skrækindjagende minutter, der fulgte, vil passagererne nok sent glemme.

Rædslerne udspillede sig på en landingsbane fredag aften, da et Boeing 737-fly fra en militærbase på Cuba skulle lande i Jacksonville i Florida, men skred ned i floden St. Johns River.

»Det var en virkelig hård landing. Flyet hoppede, skred ud i en bremsning, løftede sig til højre og så til venstre, drejede på en måde og endte så i en slags frontalt stop,« fortæller passager Cheryl Bormann til CNN.

Et Boeing 737-fly skulle natten til lørdag lande i Jacksonville i Florida, men endte i stedet i floden St. Johns River. Foto: sociale medier/Reuters
Et Boeing 737-fly skulle natten til lørdag lande i Jacksonville i Florida, men endte i stedet i floden St. Johns River. Foto: sociale medier/Reuters
Vis mere

Hun hamrede hovedet ind i passagersædet foran sig, da flyet gjorde et voldsomt stop på landjorden. Cheryl Bormann, der er advokat, slap med en bule, men rædslerne var ikke slut endnu.

Kabinepersonalet fik passagererne til at iføre sig redningsveste. Bormann mindede nu sig selv om sikkerhedsinstruktionerne: Tag redningsvesten på, og vent med at puste den op, til du er ude af flyet.

Udenfor svigtede sanserne totalt. Det var mørkt, og der var vand overalt. Hvor var hun? Var de landet i en flod? Eller måske i havet?

Regnen piskende ned. Der var lyn og torden, fortæller Cheryl Bormann til CNN. Sammen med andre passagerer stod hun længe og ventede på flyets vinge i sin redningsvest. Så ankom der redningsfolk, og en redningsflåde blev pustet op.

Mareridtet var slut for Cheryl Bormann. Men et nyt er nu begyndt for Boeing.

Den amerikanske flyproducent Boeing har oplyst, at man er bekendt med ulykken i Florida og nu er i gang med at indsamle flere informationer om episoden.

Det er dog en særdeles uheldig sag for flyproducenten, da Boeings 737 MAX 8-fly var involveret i to dødelige flystyrt tilbage i marts i år og oktober i fjor.

Ulykkerne med den skandaleramte Boeing-flytype har fået en række lande og myndigheder til at udstede et forbud mod at flyve med Boeings 737 MAX 8-fly. Årsagen til fredagens ulykke i Florida kendes endnu ikke. Borgmesteren i Jacksonville, Lenny Curry, bekræfter, at samtlige ombordværende ikke kom noget alvorligt til.