De delte børneværelse som små, og han passede på hende, når de legede.

Norske Philip Manshaus og hans stedsøster Johanne Ihle-Hansen var henholdsvis fem og knap et år gamle, da deres forældre flyttede sammen.

De to små børn udviklede hurtigt et tæt forhold til hinanden og voksede op som bror og søster.

Derfor er det også en gåde for både hans far og hendes mor, hvad der førte til tragedien.

Torsdag begyndte sagen mod den drabs- og terrorsigtede nordmand, Philip Manshaus i retten i Oslo.
Torsdag begyndte sagen mod den drabs- og terrorsigtede nordmand, Philip Manshaus i retten i Oslo. Lise Åserud

En augustdag sidste år tog den dengang 22-årige Philip Manshaus et haglgevær og skød og dræbte sin 17-årige stedsøster med fire skud. Et drab, som politiet senere kaldte en regulær henrettelse.

Derefter kørte Manshaus til moskéen Al-Noor Islamic Centre i byen Bærum, 20 kilometer vest for Oslo, og forsøgte at skyde sig vej gennem døren. Han blev dog stoppet af to mænd uden for moskeen.

I disse dage kører sagen mod Manshaus i retten i Asker og Bærum, hvor han sidder tiltalt for drab og forsøg på terror.

I modsætning til de øvrige vidner i sagen, som er blevet afhørt via videolink, har drabsmandens forældre ønsket at være fysisk til stede i retten.

Philip Manshaus er tiltalt for drab på sin stedsøster og for derefter at have angrebet Al-Noor-moskeen i Skue vest for Oslo.
Philip Manshaus er tiltalt for drab på sin stedsøster og for derefter at have angrebet Al-Noor-moskeen i Skue vest for Oslo. Lise Åserud

De vil nemlig kunne se sønnen i øjnene, når de afgiver forklaring.

»Det er vigtigt for hende at forklare sig med den tiltalte i retten, så hun får et direkte indtryk af, hvordan han reagerer på det, hun siger. Hun vil også, at han skal se hende, når hun forklarer sig for retten,« siger moderens bistandsadvokat, Elisabeth Hagen til avisen Budstikka.

Philip Manshaus har har erkendt sine handlinger, men nægter sig skyldig. Han hævder, at han handlede i nødværge. Han fortryder ikke, at han dræbte stedsøsteren, har han forklaret. Han skød hende, fordi hun ikke var hvid og for at beskytte forældrene i en kommende racekrig.

Derimod har han under retssagen flere gange afvist at kommentere sit forhold til stedsøsteren. Og det har været barske sager at lægge øre til for Johannes mor.

»Tiltalte undgår bestemt at forholde sig til, at han har dræbt en højt elsket datter og undgår konsekvent at forholde sig til, hvilken smerte han har påført min klient,« udtaler advokaten til lokalavisen.

Moderen forklarede i retten, at der ikke var uoverensstemmelser mellem de to børn.

Johanne var adopteret fra Kina, og da moderen fandt sammen med Philips far, flyttede hun ind med datteren til ham og hans tre børn.

Philip og Johanne var de yngste, og derfor delte de også værelse på et tidspunkt.

Philip Manshaus fotograferet med sin forsvarer, da retsmødet gik i gang torsdag.
Philip Manshaus fotograferet med sin forsvarer, da retsmødet gik i gang torsdag. Lise Åserud

»Philip var en del plaget af mareridt. Han gav udtryk for, at det var trygt at have Johanne der. Vi lod dem bo i det samme værelse en periode,« fortalte moderen i retten.

Forældrene har tidligere været tilbageholdende med at kommentere tragedien i medierne.

Kort efter drabet på stedsøsteren og angrebet på moskéen udtalte faderen via sin advokat, at sønnens handlinger var ubegribelige.

»Jeg forstår ikke, hvem som står bag sådan en hjernevask af unge mennesker og får dem til at udføre sådanne grusomme handlinger.«