Mange turister evakueret: 'Mur af flammer' på paradisø
Et britisk par måtte »løbe for livet, mens en mur af flammer« nærmede sig.

Et britisk par måtte »løbe for livet, mens en mur af flammer« nærmede sig.

Det skulle have været en afslappende ferie på den kroatiske ø Brač i Adriaterhavet for 26-årige Josh Robbins og hans forlovede, Shelby A’Court.
Men pludselig gik strømmen på hotellet – og få minutter senere var alt kaos.
Til The Times fortæller Josh Robbins, at han og Shelby A’Court i hotellets reception fik at vide, at alt var i den skønneste orden trods strømnedbruddet, hvorefter de vendte tilbage til deres værelser på Gava Waterman Milna Resort.
Kort efter opdagede de imidlertid den faretruende årsag til, at strømmen var gået.
Det britiske par kunne se, at resortets parkeringsplads med Josh Robbis' ord var »omringet af en mur af ild, mens brandfolk forsøgte at dæmme op for flammerne«.
Det britiske par måtte derefter »løbe for livet«, mens flammerne kom faretruende tæt på, og de ifølge Robbins blev »overdynget med gløder«.
Og de var langt fra de eneste.
Ifølge The Independent måtte knap 700 personer, herunder adskillige turister fra Gava Waterman Milna Resort, søndag i al hast evakueres fra den normalt så idylliske kroatiske ferieø Brač på grund af en voldsom naturbrand.
De evakuerede blev reddet af fiskebåde, speedbåde og kroatiske flådefartøjer. Enkelte sprang selv i vandet for at undgå flammerne, mens andre flygtede på paddleboards – heriblandt Josh Robbins og Shelby A’Court.
Nogle af turisterne har anklaget det kroatiske resort for ikke at have advaret om faren eller vejledt om, hvordan evakueringen skulle foregå.
Gava Waterman Milna Resort afviser at have ladt sine gæster i stikken og oplyser, at pludseligt strømsvigt, tæt røg og kraftig vind fik forholdene til at ændre sig drastisk på kort tid.
De kroatiske myndigheder anslår, at den voldsomme naturbrand ødelagde omkring 3.500 hektar land på Brač.
Det endelige omfang af ødelæggelserne er endnu ikke kendt.
Der er heldigvis ikke meldinger om, at personer skulle være kommet alvorligt til skade.