Et måltid sushi fik store konsekvenser for en 71-årig mand fra Sydkorea. Efter at have indtaget den rå fisk fik manden en cirka fem centimeter bred blæne på den ene hånd.

Lægerne så ingen andre udveje end at amputere mandens arm. Det skriver Newsweek.

Blot 12 timer efter at have spist fisken fik manden store smerter i venstre hånd, og han måtte modtage behandling på skadestuen. Mens lægerne tilså ham, opdagede de en mørklilla blæne.

Selvom han blev akut opereret, måtte lægerne 25 dage senere amputere hele hans venstre arm, fordi en farlig betændelse havde spredt sig.

Prøver viste, at den yderst uheldige mand var blevet smittet med Vibrio Vulnificus, der er en bakterie, der også findes i fisk og skalddyr.

Hvis man er rigtig uheldig og har et sår, kan bakterien sprede sig til hele kroppen. Derfor var den sydkoreanske mand nødt til at få fjernet sin arm. Lægerne var alvorligt bange for, at manden ville miste livet, hvis ikke de amputerede hans arm.

Særligt personer med et svækket immunforsvar og folk med kroniske leversygdomme og kræft har størst risiko for at blive smittet med bakteriesygdommen.

Hvorvidt den 71-årige mand var svækket på nogen måder, melder historien intet om.