USAs Secret Service har skudt og dræbt en mand, der forsøgte at trænge ulovligt ind på et sikret område rundt om Trumps ejendom Mar-a-Lago i Florida.
Det oplyser Secret Service i en udtalelse på X, som kommunikationschef Anthony Guglielmi har delt.
Her lyder det, at Secret Service-agenter har skuddræbt en mand i 20erne i forbindelse med episoden.
Episoden fandt sted klokken 01.30 lokal tid natten til søndag – klokken 07.30 dansk tid søndag morgen.
Manden, hvis identitet foreløbigt bliver tilbageholdt, blev erklæret død på stedet.
Han blev spottet ved den nordlige indgang til Mar-a-Lago, hvor han bar rundt på det, der lignede et haglgevær og en dunk benzin.

Secret Service og en betjent fra Palm Beach Sheriff's Office konfronterede manden, inden de affyrede skud.
Ingen betjente blev skadet i forbindelse med episoden.
Ifølge udtalelsen fra Secret Service var der ingen personer under Secret Service-beskyttelse til stede på lokationen på tidspunktet for hændelsen.
Dermed tyder alt på, at hverken præsident Donald Trump eller hans familie befandt sig på Mar-a-Lago, da episoden fandt sted.
Ifølge Reuters befinder Trump sig i Washington, D.C.
FBI og de øvrige myndigheder efterforsker nu sagen inklusiv mandens potentielle motiv.
Mar-a-Lago er et resort, som Trump ejer og har brugt som bolig. Secret Service er en sikkerhedstjeneste, som har ansvaret for præsidentens sikkerhed.
