En 36-årig mand er blevet sigtet for at have skudt og såret to betjente i Los Angeles midt i september. De to betjente blev beskudt, mens de intetanende sad i deres patruljebil, men de overlevede mirakuløst.

Deonte Lee Murray hedder manden, som politiet mener nærmest sneg sig frem til politibilen med pistolen i hånden og trykkede af. Han blev senere anholdt, i færd med at røve en bil.

De to betjente blev skudt i hovedet under angrebet, der fandt sted 12. september uden for en togstation. Det skriver Sky News.

Betjentene er blevet udskrevet fra hospitalet, men der ventes at gå lang tid, før de er klar til at vende tilbage til arbejdet.

Politibilen, som de to betjente blev skudt i, transporteres væk fra gerningsstedet.
Politibilen, som de to betjente blev skudt i, transporteres væk fra gerningsstedet. Foto: PATRICK T. FALLON
Vis mere

Skudepisoden blev filmet, og videoen er siden blevet vist over hele verden. Den er også blevet en del af den amerikanske præsidentvalgkamp, for begge præsidentkandidater har bedt om, at forbryderen får lovens strengeste straf.

Den meget tydelige video, der blev optaget af et overvågningskamera i Los Angeles-forstaden Compton, viser en mand gå frem til politibilen og affyre en pistol flere gange ind ad vinduet i passagersiden.

Efter at have skudt de to politifolk tog manden flugten til fods.

Ofrene, som bliver nævnt som 'en kvinde på 31 år og en 24-årig mand', blev begge såret.

Overvågningsbilleder, der viser de hårdt sårede betjente, cirkulerer på de sociale medier.
Overvågningsbilleder, der viser de hårdt sårede betjente, cirkulerer på de sociale medier.
Vis mere

Selv om kvinden var hårdt såret, hjalp hun sin politikollega i sikkerhed og lagde blandt andet en årepresse på hans arm, som var blevet ramt af en kugle.

Efter skyderiet udtalte præsident Donald Trump på Twitter, at hvis betjentene døde, skulle gerningsmanden have dødsstraf for 'den koldblodige nedskydning'.

Den demokratiske udfordrer, Joe Biden, tweetede, at 'lovløsheden og volden, der er rettet direkte mod politiet, er uacceptabel'.