En brudgom fra den amerikanske stat Texas, der var nødt til at røve en bank for at få råd til ringene og festen, er blevet arresteret, siger politiet.

Den 36-årige Heath Bumpous trængte ind i Citizens State Bank i Groveton fredag morgen, oplyser Woody Wallace, sherif i Trinity County, på Facebook Live.

Bumpous havde truet en bankansat ved kassen og sagt, at han havde en pistol, mens han bad om kontanter. Det skriver Sky News.

Han fortalte endda den ansatte, at han skulle giftes, og at han behøvede pengene til festen den følgende dag.

Heath Bumpous og forlovede.
Heath Bumpous og forlovede. Facebook

Han forlod banken med en bunke kontanter og var på vej ned ad en skovvej, da han pludselig fik en opringning fra sin forlovede, som han skulle giftes med den efterfølgende dag.

Hun sagde til ham, at hun netop nu så overvågningsbilleder af ham, som politiet havde sendt ud på Facebook.

Det lykkedes hende at overtale Heath Bumpous til at melde sig selv, og han erkendte bankrøveriet til politiet i Houston, da han mødte frem på politistationen.

»Han sagde, at han skulle giftes i morgen og ikke havde penge nok til ringen og festen,« sagde sheriffen Woody Wallace.

Heath Bumpous.
Heath Bumpous. Trinity County Sheriffs Office

Ifølge politiet smed Bumpous sit tøj ud af vinduet af sin bil, da han kørte væk fra bankrøveriet. Det lykkedes Wallace at finde både tøjet og den pistol, han brugte ved røveriet.

Heath Bumpous var stadig i politiets varetægt mandag morgen. Han var blevet flyttet til fængslet i Trinity County.

Han er sigtet for røveri, og sagen skal nu forelægges en storjury.

Sherif Wallace bekræfter overfor NBC News, at det planlagte bryllup aldrig fandt sted.

»Det er i hvert fald ikke sket i mit fængsel,« siger han.