En helt rask mand har tilsyneladende mistet livet, efter han blev slikket af sin hund.

Den tyske mand på 63-årig blev indlagt på hospitalet med høj feber, svær vejrtrækning, misfarvninger i huden og smerter i det ene ben.

Det fremgår af en rapport i det medicinske tidsskrift European Journal of Case Reports in Internal Medicine, skriver CNN.

»Han var blevet rørt og slikket, men ikke bidt eller skadet af sin hund - som var hans eneste kæledyr - i ugerne op til,« noterer læger fra Rotes Kreuz sygehus i Bremen i rapporten.

Hen over de næste 30 timer fik manden det værre og værre.

Hans leverfunktion blev nedsat, hans hjerne tog skade, hans tarme blev paralyserede, og hans hjerte stoppede på et tidspunkt med at slå, før det lykkedes lægerne at få det til at banke igen.

Efter 16 dage på hospitalet, sov patienten ind.

Det viste sig, at manden havde fået en yderst sjælden infektion som følge af, at hans hund havde slikket ham.

Helt præcist var han blevet smittet med bakterien 'capnocytophaga canimorsus', der findes i munden på hunde og katte. Det er kun i ekstremt sjældne tilfælde, at den bliver overført til mennesker, men hvis det sker, kan den føre til en svær blodforgiftning med en høj dødelighed.

Hvis man bliver smittet med bakterien, sker det oftest gennem bid - men det var tilsyneladende ikke tilfældet for den tyske mand, skriver CNN.

Som regel er det oftest også folk med nedsat immunforsvar eller med alkoholproblemer, der er særligt udsatte for infektionen.

I rapporten opfordrer lægerne til, at folk med kæledyr søger hjælp, hvis man oplever influenza-lignende symptomer, der er usædvanlige.