En person har mistet livet i forbindelse med et massivt droneangreb i den sydlige russiske region Volgograd.
Det melder Andrej Botjarov, der er guvernør i regionen, natten til torsdag på den krypterede beskedtjeneste Telegram.
Angrebet ramte ifølge Botjarov en beboelsesejendom på 24 etager, hvor altaner blev beskadiget, mens vinduer i omkringliggende huse blev knust.
- En 48-årig civil mand blev dræbt af granatsplinter fra angrebet, skriver guvernøren.
Han skriver videre, at angrebet også har ramt et industriområde i regionen.
- Faldende vragrester startede en brand i et industriområdet i distriktet Krasnoarmejskij, melder Botjarov og tilføjer, at brandvæsenet har slukket flammerne.
Volgograd, der ligger omkring 400 kilometer øst for den russisk-ukrainske grænse, er et industrielt centrum for gas- og olieraffinaderier.
Ukraine har for nylig intensiveret drone- og missilangrebene i Rusland.
Angrebene har primært været rettet mod russiske olie- og gasfaciliteter, og det har fået priserne på brændstof til at stige i Rusland.
I oktober angreb Ukraine blandt andet et raffinaderi i regionen Krasnodar, samt en olieterminal og et ammunitionsdepot på den russisk-annekterede Krim-halvø.
Rusland, der begyndte sin invasion i Ukraine i februar 2022, har også skruet op for antallet af angreb rettet mod Ukraines civile infrastruktur.
Angrebene efterlader jævnligt tusindvis af ukrainere uden varme og elektricitet.
Ruslands olieproduktion har den seneste tid fået stor opmærksomhed fra USA's præsident, Donald Trump, der mener, at eksporten af russisk olie er med til at finansiere krigen i Ukraine.
I slutningen af august fordoblede Trump den amerikanske importtold på indiske varer fra 25 til 50 procent og begrundede det med indiske indkøb af russisk olie.
/ritzau/AFP
