Sent torsdag aften rykkede flere patruljer ud i norske Bergen efter en umiddelbart foruroligende anmeldelse.

Klokken var 22.18, da politiet blev kontaktet.

En mand var set med en kniv i området Nygård i centrum af Bergen, lød det fra politiet ifølge NRK.

Han blev såkaldt isoleret i et gadekryds, hvor betjente forsøgte at føre en dialog med manden.

I samme omgang blev borgere i området opfordret til at holde sig inden døre.

Samtidig blev flere ambulancer sendt til området.

Manden var umiddelbart ikke samarbejdsvillig, men kl. 23.41 melder norsk politi, at han er pågrebet uden dramatik, skriver Dagbladet.

Ingen kom noget til i forbindelse med episoden, og der er ikke oplysninger om, at manden skulle have truet nogen.