Politiet er blevet tilkaldt til Palace of Westminster, fordi en barfodet mand er kravlet op ad Elizabeth Tower.

Der er tale om tårnet, der huser Londons mest berømte klokkeværk Big Ben.

Sky News skriver, at manden har et palæstinensisk flag med sig.

Mediet skriver videre, at politiet er på stedet og arbejder på at bringe manden ned i sikkerhed. De får hjælp af Londons brandvæsen.

Området omkring tårnet er blevet afspærret for, at redningstjenesterne har mulighed for at håndtere hændelsen.

På billeder fra stedet kan man se, hvordan en lift er på vej op til ham, mens en større folkemængde ser til fra den anden side af politiafspærringen.