Polske Pawel Lawreniuk undrede sig over, at personalet i lufthavnen ikke forstod ham, da han ville bestille en taxi efter landingen.

Da han fandt ud af hvorfor, fik han sig noget af en overraskelse.

Den 75-årige mand havde besøgt sin datter og hendes familie i den engelske by Bradford hen over julen, og da besøget var slut, satte han sig ind i et Ryanair-fly til hjembyen Gdansk i det nordlige Polen 6. januar.

Troede han.

Af stadig uvisse årsager kom Pawel Lawreniuk nemlig om bord på et forkert fly i Leeds Bradford-lufthavnen.

Flyet havde Malta i Middelhavet som destination. Dermed endte polakken mere end 2.000 kilometer væk fra Gdansk.

Ja, faktisk var han kommet længere væk hjemmefra, end da han steg om bord på flyet.

Det skriver Bradford Telegraph & Argus.

Polske Pawel Lawreniuks datter var oprevet og rystet, da hun fik nys om, hvad der var sket.

»Jeg græd. Jeg var bange. Han var i et fremmed land, et fremmed sted. Jeg forstår ikke, hvordan det kunne ske, at han kom hele vejen til Malta,« siger 34-årige Lucyna Lawreniuk til det britiske lokalmedie.

Hun dobbeltjekkede sin fars billet, men den var der ikke noget galt med.

Der stod Gdansk på billetten.

Swissport, som står for boardingen af Ryanairs fly i Leeds Bradford-lufthavnen, bekræfter, at den polske mand endte på det forkerte fly.

»Passageren havde gennemgået alle sikkerhedstjek i lufthavnen, før han boardede flyet og havde et gyldigt pas, som blev tjekket. Vi undersøger, hvordan det kunne ske, og gennemgår sikkerhedsprocedurerne med alt vores mandskab. Vi vil gerne undskylde ulejligheden over for hr. Lawreniuk,« siger en talsperson fra Swissport.

Den 75-årige polak kom på et fly mod Gdansk senere samme dag.

14 timer efter at han boardede det forkerte fly i Leeds Bradford-lufthavnen, kunne Pawel Lawreniuk langt om længe lande i Gdansk.