40 meter.

Så langt fløj en mand efter at have braget ind i et træ i en Audi A3 – selvom han havde sikkerhedssele på.

Ulykken skete lørdag aften ved den tyske by Salzkotten øst for Dortmund, mens Audiens 31-årige fører forsøgte at flygte fra politiet, skriver Bild.

Betjente forsøgte at stoppe føreren, men i stedet gjorde han det modsatte: gassede op.

Med fatale konsekvenser.

Manden mistede kontrollen over Audien, der kørte af vejen i venstre side og ramte et træ med voldsom kraft.

Så voldsom, at det endte med at koste føreren livet.

Politiet fandt den 31-årige mand på en mark 40 meter fra bilen.

Trods genoplivningsforsøg stod mandens liv ikke til at redde.

Billeder fra ulykkesstedet viser, at hele Audiens frontparti blev revet af i forbindelse med kollisionen med træet.

Politiet efterforsker stadig ulykken, og foreløbig tyder det på, at føreren ikke havde kørekort.

Hvorfor han forsøgte at stikke af fra politiet er endnu uvist.