James Senda var egentlig taget på stranden for at lede efter de små fine stykker glas, som havet har slebet ned, men da han så en klump sølvpapir, kunne han ikke lade den ligge.

Og så fik han noget af et chok. Klumpen gemte på en hjerne, der havde cirka samme størrelse som et menneskes.

Efter flere undersøgelser har politiet torsdag fastslået, at der er tale om en hjerne fra et dyr, skriver CNN.

Da han opdagede sølvpapirspakken, der var holdt sammen af en stor lyserød elastik, havde han først tænkt, at den måtte indeholde penge eller stoffer. Han var ikke helt gal på den, for sammen med hjernen lå nogle lyserøde blomster og udenlandske penge.

Foto: James Senda/Facebook
Vis mere

»Jeg er glad for, at det var mig, der fandt den. Forestil dig, at det var en bedstemor, mor eller et barn, som legede i nærheden, som var den person, der fandt den,« siger James Senda til CNN og fortsætter:

»Jeg er 47 år, og jeg er ude af den.«

Han fortæller, at beboerne i byen Racine i Wisconsin i USA, hvor han fandt hjernen, talte meget om, hvorfor hjernen var der, og hvor den kom fra.

Nogen troede for eksempel, at den var del af et ritual, hvor man sender afdøde ud på vandet sammen med en masse genstande, der skal hjælpe dem i efterlivet.

Politiet har fastslået, at hjernen kommer fra et dyr, men endnu ikke hvilket dyr.