Tyske Arne Murke kom ud for det, der er alle skibspassagerers mareridt. Han faldt over bord. Og kunne ikke reddes op igen. Normalt betyder det den sikre død.

Men Arne Murke overlevede  - takket være et trick, som de færreste kender til.

Han og broren havde planer om at sejle en 12 meter lang yacht fra New Zealand til Brasilien, men kort efter afgangen gik det frygtelig galt.

32 kilometer fra Tolaga Bay i New Zealand faldt 30-årige Arne Murke i vandet ved en ulykke forårsaget af de høje bølger.

»Min bror forsøgte med det samme at få mig reddet op af vandet, men bølgerne var tre meter høje,« siger Arne Murke til New Zealand Herald.

»Han kastede en redningsvest med et tov overbord, men jeg kunne ikke få fat i det. Det var allerede for langt væk,« fortsætter han.

At den tyske turist overhovedet kan tale om ulykken er noget af et mirakel. De fleste ville være prisgivet efter at være faldet i vandet uden en redningsvest eller redningskrans at klamre sig til.

Men ikke Arne Murke.

Handout/Reuters

Han havde nemlig flere år forinden set, hvordan redningstjenester og elitesoldater bruger deres bukser som redningsveste ved nødsituationer i vandet - og skrevet sig teknikken bag øret.

Så han gjorde det samme, som blandt andre elitesoldater fra de amerikanske specielstyrker Navy Seals, ville have gjort.

»Jeg tog en dyb indånding, tog mine bukser af, lavede knuder for enden af buksebenene, trak dem over vandet, så der kom luft ind i dem og pressede dem derefter ned under vandet. Så havde jeg en improviseret redningsvest,« siger Arne Murke om det geniale trick.

Efter flere timer i vandet kunne en redningshelikopter redde Arne Murke op. Du kan se video fra redningsaktionen herunder.

'Han er så utrolig heldig med at være i live,' skriver redningstjenesten på Facebook.

Selv mener Arne Murrke, at bukserne reddede hans liv.

Men han havde nu også selv en finger med i spillet.

Han slap fra ulykken med livet i behold - takket være sine bukser og det geniale trick.